>>> OFTE STILLEDE SPØRGSMÅL

_TRANSPORT

Spørgsmål:
Kan man ansøge om godtgørelse af transport til samvær med sine børn når man afsoner/sidder i varetægt?

Svar:

Ud fra Loven om aktiv socialpolitik er følgende paragraf gældende:

Lov om aktiv socialpolitik Kap. 10
§ 83. Kommunen kan yde hjælp til udgifter ved udøvelse af ret til samvær med egne børn under 18 år, som ikke bor hos ansøgeren. Det er en betingelse for at yde hjælp, at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.
Stk. 2. Kommunen kan yde hjælp til rejseudgifter med henblik på kontakt til børn, der er ført til udlandet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Det er en forudsætning, at sagen er blevet anmeldt til dansk politi, og at kommunen har forelagt sagen for Udenrigsministeriet. Det er yderligere en forudsætning, at indehaveren af forældremyndigheden ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften.
Hjælp til udgifter ved samvær
411. § 83, stk. 1, skal ses i sammenhæng med reglerne om samvær i § 16 i lov nr. 387 af 14. juni 1995 om forældremyndighed og samvær. Efter § 16 søges barnets forbindelse med begge forældre bevaret ved, at den, der ikke har barnet boende, har ret til samvær. Reglerne om samvær er ikke længere knyttet til forældremyndigheden. Det betyder, at den af forældrene, der ikke har barnet boende, har ret til samvær, uanset om der er fælles forældremyndighed eller ej.
Efter § 83, stk. 1, kan kommunen yde hjælp til udgifter, som en ansøger har, når den pågældende udøver sin ret til samvær med eget barn/egne børn under 18 år, forudsat at barnet/børnene ikke bor hos ansøgeren. Egne børn er ansøgerens biologiske eller adopterede børn.
Økonomiske forhold
Kommunen kan kun give hjælp, hvis ansøgeren ikke har indtægter eller formue, som kan dække behovet.
Kommunen skal være opmærksom på, at forsørgere over 25 år, som får hjælp i form af kontanthjælp eller aktivering, får den samme hjælp, uanset om de har barnet boende hos sig eller ikke. De udgifter, der normalt er forbundet med at have børn, er således indregnet i hjælpen til personer over 25 år, uanset om barnet bor hos forsørgeren eller ikke. Dette gælder derimod ikke for forsørgere under 25 år, som ikke har barnet boende hos sig. De får en lavere hjælp alt efter, om de er hjemme- eller udeboende eller tidligere har haft indtægter af en vis størrelse. Derudover får de et tillæg, som svarer til børnebidraget, dog højst normalbidraget.
Hvilke udgifter
Hjælpen kan for eksempel omfatte rejseudgifter, kost og deltagelse i aktiviteter med barnet. Kommunen kan ikke yde hjælp til udgifter, som ikke vil kunne afholdes af en normal lønindtægt.


-----------------------------------------------------------

Spørgsmål:
Kan den indsatte søge om transportgodtgørelse fra de enkelte fængsler?

Svar:
Dette er individuelt og op til det enkelte fængsel at vurdere.

-----------------------------------------------------------

Spørgsmål:
Er der mulighed for udvidet besøgstid hvis man kommer langvejs fra?

Svar:
Dette er også op til det enkelte fængsel at vurdere og give tilladelse til.

-----------------------------------------------------------

_BOLIG

Spørgsmål:
Hvor lang tid kan man få tilskud til sin husleje, når man afsoner?

Svar:
Op til 6 mdr. så skal kommunen vurdere om der kan gives yderlig tilskud. Se Bekendtgørelsen om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller indsat til afsoning af straf i fængsel eller arresthus:

Åben bekendtgørelsen her ->

-----------------------------------------------------------

_BØRNEPENGE

Spørgsmål:
Har man ret til børnepenge fra den indsatte mens vedkommende afsoner eller sidder i varetægt?

Svar:
Ja via amtet.

-----------------------------------------------------------

Spørgsmål:
Hvis ja, hvem skal udbetale pengene under forløbet?

Svar:
Den Kommune man er bosiddende i.

-----------------------------------------------------------

Spørgsmål:
Kan den indsatte søge om eftergivelse af sin gæld til børnepenge, når vedkommende er færdig med sin afsoning?

Svar:
Der er lige kommet nye regler inden for dette område, svar kommer senere.

-----------------------------------------------------------

Spørgsmål:
Hvornår kan den pårørende forældre søge på lige fod som enlige forsørgere, om ekstra børnepenge og forhøjet boligsikring og betaling af daginstitution?

Svar:
Efter 3 mdr. Ansøgningerne vurderes ud fra husstandsindtægten.

-----------------------------------------------------------

_FULDMAGT

Spørgsmål:
Hvad skal der stå i en fuldmagt til kriminalforsorgen, når man søger om indsigt i ens pårørendes sag?

Svar:
Den indsatte skal skrive en fuldmagt til kriminalforsorgen, hvor den indsatte giver  vedkommende fuldmagt til at få aktindsigt i hans/hendes sag.

-----------------------------------------------------------

_ANSØGNING OM AFSONINGSSTED

Spørgsmål:
Kan man søge om at afsone ud fra nærhedsprincippet?

Svar:
Ja det kan man godt. Se bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. §23:

§ 23. Fængselsstraf skal, så vidt det er praktisk muligt, fuldbyrdes i nærheden af den dømtes hjemsted. Ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket fængsel eller i hvilket arresthus den dømte skal anbringes, skal der endvidere tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, uddannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold.
Stk. 2. Reglerne i stk. 1, 1. pkt., kan fraviges
1) ved kortvarig fængselsstraf,
2) af hensyn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens institutioner,
3) for at beskytte den dømte mod overgreb,
4) for at yde den dømte pædagogisk, lægelig eller anden særlig bistand,
5) for at forebygge overgreb på medindsatte, personale eller andre i institutionen,
6) for at forhindre, at den indsatte undviger, eller
7) for at undgå, at den indsatte afsoner i en institution, hvor en af den indsattes nærstående gør tjeneste.


-----------------------------------------------------------

Spørgsmål:
Hvis ja, hvilke paragraffer kan man søge ud fra?

Svar:
Bekendtgørelse af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. §23



Find de omtalte bekendtgørelser her:
SAVN | Tlf.: 26 19 93 85 | info@savn.dk | www.savn.dk