Tine Aurvig-Huggenbergers søn sidder i fængsel: “Magtesløsheden er rædselsfuld”
Den tidligere topfigur i fagbevægelsen skriver en bog med sønnen Daniel, der afsoner en lang dom. ”Hvis vi ikke taler om det, bliver det rigtig vanskeligt.”
Af Morten Lykke Larsen, SAVN
”Det er meget voldsomt at sidde overfor sit barn og ikke kunne give ham et kram eller holde ham i hånden”, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
Hun tænker tilbage på det år, hvor hendes 33-årige søn sad varetægtsfængslet.
”Der blev grædt mange tårer”, forklarer den tidligere næstformand i LO.
Som fagforeningsleder var hun et kendt ansigt i den offentlige debat, men det er i rollen som pårørende til en indsat, at hun møder SAVN på den husbåd i Københavns Havn, hvor hun bor med sin mand.
På et bord ligger hendes mobiltelefon, og hun sørger for, at den aldrig løber tør for strøm.
”Jeg har altid min telefon på mig. 24 timer i døgnet”, siger Tine Aurvig-Huggenberger, der ikke vil risikere at gå glip af et opkald fra sønnen Daniel.
Han afsoner en 6,5 år lang fængselsstraf.
”Når han sidder i et lukket fængsel, er det jo kun ham, der kan ringe til mig”, forklarer hun.
Nødt til at tale om det
Skam og skyld er følelser, som mange pårørende sidder tilbage med, når deres ægtefælle eller barn frihedsberøves og rives ud af hverdagen.
”Jeg tror, at mange forældre, der har et barn i fængsel, sidder med en følelse af, at de har fejlet. Det gør jeg i hvert fald selv”, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
“Jeg tror, at mange forældre, der har et barn i fængsel, sidder med en følelse af, at de har fejlet. Det gør jeg i hvert fald selv.”
Stigmatisering og tabuisering gør, at det kan være svært at fortælle, hvad der er sket, og ofte kan det virke lettere at holde fængslingen hemmelig for omverdenen.
Det er snart tre år siden, at Daniel blev anholdt, og Tine Aurvig-Huggenberger husker stadig de tanker, som hun gjorde sig omkring den nye situation med en søn bag tremmer.
”Mine første overvejelser var, at hvis jeg skulle kunne være i det, så var jeg nødt til at tale om det.”
”Det var en stor sorg og smerte, men hvis vi ikke taler om det, bliver det bare endnu mere vanskeligt”, uddyber hun.
Afmagt
Som næstformand i LO var hun med til at repræsentere lønmodtagerne i store forhandlinger på arbejdsmarkedet. I dag sidder hun ofte på TV2 News og kommenterer på det politiske liv i programmet ’News og Co’, men selvom meritterne vidner om viljestyrke og handlekraft, har mødet med Kriminalforsorgen efterladt hende med en følelses af afmagt.
”Som person er jeg ikke sådan en, der føler mig magtesløs, men det har jeg gjort i det her system, og det er måske en af de mest rædselsfulde følelser, der findes”, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
“Som person er jeg ikke sådan en, der føler mig magtesløs, men det har jeg gjort i det her system, og det er måske en af de mest rædselsfulde følelser, der findes.”
Mødet med fængselssystemet kræver overskud og ressourcer at navigere i, hvilket kan være svært at mønstre som pårørende, forklarer hun og fremhæver de regler, der gælder for besøg bag murene, som uklare.
”Reglerne varierer og fortolkes forskelligt fra betjent til betjent, hvilket skaber grobund for en helt kolossal forvirring”, siger Tine Aurvig-Huggenberger, der i sit møde med Kriminalforsorgen mest af alt savner en entydighed i fortolkningen af reglerne.
”Når det så er sagt, vil jeg sige, at 90 procent af de fængselsbetjente, som vi har mødt, har været nogle superordentlige og søde mennesker, som har taget jobbet, fordi de gerne vil arbejde med mennesker og er optaget af at gøre det godt.”
Kæmpe ond ting
Vestre Fængsel i København var dér, hvor Daniel blev varetægtsfængslet efter sin anholdelse, og med plads til over 500 indsatte er der tale om Danmarks største arresthus. Den gennemsnitlige varighed på en varetægtsfængsling er på 4,5 halv måned, men han sad længere tid, da der gik ét år, før han fik sin dom.
”Det var så rædselsfuldt, fordi Venstre Fængsel er sådan et enormt brutalt sted. Vi bruger jo varetægtsfængslinger i Danmark på en helt vanvittig måde. Der sidder folk derinde, som har siddet varetægtsfængslet i over tre år, og de har stort set ingen rettigheder”, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
Om Tine Aurvig-Huggenberger
60 år.
Tidligere næstformand i LO.
Stoppede i 2022 som direktør for brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation.
Er i dag selvstændig konsulent og har bestyrelsesarbejde.
Hyppig gæst i 'News og CO' på TV2 News.
Varetægtsfængslingen beskrives ofte af pårørende som den værste periode. Det vurderes, at over halvdelen af alle varetægtsfængslede bliver underlagt brev- og besøgskontrol, som blandt andet betyder, at den fængslede kun må kun få ét overvåget besøg om ugen.
Som varetægtsfængslet må du ikke give eller få et kram, når du får besøg af pårørende. Du må heller ikke fortælle dem, hvad du er sigtet for, og under besøgene er det slet ikke tilladt at tale om sagen, og dét gør situationen svær, lyder det fra Tine Aurvig-Huggenberger.
”Det er som pårørende ekstremt frustrerende, fordi du har brug for at få at vide, hvad fanden, der er sket”, siger hun.
”Du må ikke tale om den her kæmpe, onde ting, der ligger og damper på bordet”, siger Tine Aurvig-Huggenberger, der kalder det for ’helt umuligt’ som pårørende at have en form for relevant samvær med en person, der sidder varetægtsfængslet.
Skriver bog med søn
Rollen som pårørende til en indsat og mødet med fængselsvæsenet har sat hende i gang med at skrive en ny bog. Hun skriver bogen sammen med Daniel, der har ADHD og har kæmpet med et stort misbrug af stoffer, men som nu er fast besluttet på at ændre sit liv, forklarer hun.
”Vi vil lave en bog, der tager hul på hele den tabuisering, det er at have et barn, der sidder i fængsel”, siger Tine Aurvig-Huggenberger.
“Vi vil lave en bog, der tager hul på hele den tabuisering, det er at have et barn, der sidder i fængsel.”
For nylig er Daniel blevet flyttet til det halvåbne fængsel Møgelkær Fængsel i Juelsminde, hvor han kan få adgang til en computer, og dermed kan der komme skub i skriveprocessen.
Bogen skal skildre det at sidde i fængsel fra hans perspektiv, mens hun skriver om at være pårørende og mor til et menneske, der er blevet dømt for forsøg på manddrab.
”Sympatien ligger på offerets side, og det skal sympatien også gøre. Men det betyder, at det at være pårørende til en indsat er et rum, hvor man ikke har nogen stemme”, siger hun.
Det er endnu ingen udgivelsesdato på bogen. “Den kommer, når den kommer”, lyder det fra Tine Aurvig-Huggenberger til SAVN.