Høringssvar omkring adgangen til telefon- og videosamtaler

Høringssvar fra Foreningen SAVN – børn og pårørende til indsatte vedr. bekendtgørelse nr. 132 af 3. februar 2025 om adgangen til at telefonere for indsatte (telefonbekendtgørelsen) – og afholde videosamtaler.

Vi vil som det allerførste hilse det velkomment, at der med denne bekendtgørelse lægges op til, at det nuværende pilotprojekt omhandlende videosamtaler mellem indsatte og deres børn gøres permanent. Ligesom vi støtter udvidelsen af korttelefonordningen, så den også kommer til at omfatte afsonere, som sidder i en arrest og venter på at blive overført til et lukket fængsel.

Vi savner dog, at varetægtsfængsledes børn også bliver omfattes af ordningen. I særdeleshed fordi denne børnegruppe har det rigtig svært og netop har akut brug for at være i kontakt med den varetægtsfængslede. Ved også at omfatte dem, kan de blive mødt i deres behov for omsorg og støtte, få den information, de har brug for, og blive beroliget omkring den varetægtsfængslede forælders situation, så de ikke skal bekymre sig unødigt.

Børnenes muligheder for at gennemføre videobesøg/samtaler med deres fængslede far eller mor bør gøres til en rettighed og ikke kun være en mulighed, således som det fremgår pt. Dette vil stemme overens med Børnekonventionens art. 9, stk. 3, der giver børnene ret til at opretholde regelmæssig og personlig kontakt med den forælder, som de er adskilt fra, medmindre kontakten vurderes at stride mod barnets bedste.

Det er vigtigt, at der med alle de tiltag, som er nævnt i bekendtgørelsen, tages udgangspunkt i børnenes behov og at de får selvstændige rettigheder – og beskyttelse. Som bekendtgørelsen fremstår nu, gives der kun rettigheder til de indsatte. Der skal altid tages udgangspunkt i det enkelte barns behov for kontakt, når det er til barnets bedste, ligesom det enkelte barn skal have mulighed for at frasige sig kontakten, hvis ikke barnet ønsker den. Det enkelte barns stemme er i denne sammenhæng vigtig og bør skrives ind i bekendtgørelsen.

Børn over 15 år bør også beskyttes i forhold til den registerkontrol, som der lægges op til i bekendtgørelsen, så de ikke mister deres rettigheder til at holde kontakt med deres mor eller far, fordi de f.eks. har fået en dom eller været i kontakt med Ungekriminalitetsnævnet. De har stadigvæk brug for den omsorg og støtte, som kontakten giver mulighed for – og som de har ret til.

Det bør også fremgå helt klart, hvem der må tilgå materialet, videoerne og optagelserne med samtaler, med hvilken begrundelse og under hvilke sikkerhedsforanstaltninger. Børn bør – både dem under og over 15 år - informeres alderssvarende om denne registrering og opbevaring af data samt den efterfølgende mulighed for at aflytte samtalerne/videooptagelserne (stikprøvekontrollen) og opbevaring af data på lige fod med de voksne.

Det enkelte barns mulighed for at holde kontakt med den indsatte far eller mor via videoopkald er i nærværende bekendtgørelse afhængig af, om den voksne, der skal ledsage barnet, godkendes, f.eks. med afsæt i om den pågældende har en ren straffeattest eller ej. Det, mener vi, stiller barnet i en situation, hvor kontakten til den indsatte mor eller far afhænger af andres handlinger og historik og at det sætter spørgsmålstegn ved, om barnet har sine egne selvstændige rettigheder, således som børn har krav på. Det bør der derfor tages højde for, så barnet f.eks. får stillet en ledsager (en voksen støtteperson) til rådighed fra kommunen, hvis ikke der er en voksen fra barnets eget netværk, der kan deltage. Det afgørende er, at barnets ret til kontakt med forælderen bevares.

I forlængelse heraf er det vigtigt at have en særlig opmærksomhed på de anbragte børn, så de også får mulighed for denne form for kontakt.

Det er positivt, at der i bestemmelsen gives mulighed for, at ikke kun biologiske børn, men også ”børn med en forældrelignende relation” til den indsatte kan få lov til denne form for kontakt.

Som den sidste, men meget vigtige, tilbagemelding vil vi understrege, at der automatisk bør stilles tolkebistand til rådighed, hvis ikke den, der skal kontrollere samtalen, forstår det sprog, der tales i familien. Det vil være helt urimeligt at bede børn tale med deres mor eller far på et fremmedsprog om så følelsesmæssigt vanskelige emner, som de vil have brug for at få vendt. Skal samtalerne foregå på et fremmedsprog, vil de ikke have den beroligende effekt eller være en støtte for barnet, hvilket bl.a. er formålet med dem. Tværtimod. Fra SAVNs side mener vi derfor ikke, at det giver mening at forlange, at samtalerne skal foregå på et andet sprog end det, der tales i familien, og at det vil være et helt uacceptabelt pres at lægge på børnene, at de skal kunne tale et fremmedsprog for at kunne holde kontakten til deres far eller mor.

Vi mener, at det indlednings- eller afslutningsvist bør fremgå, at hverken telefon- eller videosamtaler må erstatte børnenes muligheder for fysiske besøg hos den varetægtsfængslede eller afsonende far eller mor. De er et supplement til de fysiske besøg, som vi mener bør være en rettighed, der gives børnene - og ikke kun de indsatte.

SAVN har den 18. september offentliggjort en rapport med 12 anbefalinger til rettigheder for børn af indsatte. Heri anbefaler vi bl.a., at børn af indsatte skal have ret til min. 20 minutters telefon- eller videoopkald om ugen med en indsat forælder, med mindre helt afgørende hensyn taler imod. Opkaldene skal kunne foregå uden for almindelig skoletid og må ikke erstatte retten til fysiske besøg.