Vi straffer børn for forældres kriminalitet

PRESSEMEDDELELSE

Når forældre i dag fængsles, er der meget lidt fokus på deres børn, hvis hverdag ændres drastisk og som skal leve med bekymringer, savn og måske endda traumer. Pårørendeforeningen SAVN kommer i en ny rapport med 12 anbefalinger til rettigheder til børn af indsatte, der skal beskytte børnene, når staten fængsler deres far eller mor

 

- Der kom tre-fire politibiler. Hun var syg den dag og de var meget uforstående overfor, at hun ikke bare kunne stille sig udenfor døren.

Sådan fortæller Minna om den dag hendes femårige datter var hjemme med sin far og politiet kom for at anholde ham. En oplevelse, der var utrolig voldsom for den lille pige, der blev overladt til en fremmed, indtil Minna kunne nå hjem.

- Jeg kom hjem til tre børn, hvoraf den ene havde oplevet, at far blev taget væk og kørt væk i en politibil. En betjent ringede bare og sagde: ‘Martin kommer ikke hjem i dag’.

Minnas femårige datter var vidne til en dramatisk anholdelse og derefter efterladt uden forklaring eller støtte, mens den eneste information til familien var en kort telefonbesked. Oplevelsen er et godt eksempel på, at børnenes tarv ofte tilsidesættes, når staten fængsler deres forælder.

 

Står uden rettigheder

I en ny rapport har SAVN undersøgt de vilkår og udfordringer, som børn af indsatte lever med. Det har de gjort ved at spørge børnene og deres forældre, se nærmere på indholdet af deres egne rådgivninger med pårørende samt set på dansk lovgivning – og god praksis i andre europæiske lande. Resultatet er en kortlægning, der afslører, at børn af indsatte juridisk er et appendiks til deres forældre. Hvor den indsattes rettigheder er sikret gennem en række reguleringer, står deres børn reelt uden rettigheder. Det strider både mod børnenes ret til familieliv ifølge Børnekonventionen og imod hensynet til deres trivsel.

På den baggrund kommer SAVN med 12 anbefalinger til rettigheder til børn af indsatte, der skal sikre, at børnenes tarv varetages ved anholdelser og fængsling af deres forældre. De handler blandt andet om beskyttelse ved anholdelse, ret til alderssvarende information, ligestilling mellem biologiske og stedbørn, mulighed for løbende telefon- og videokontakt samt hjælp til ledsagelse ved besøg.

Nogle af anbefalingerne kræver politiske beslutninger og ændringer i lovgivningen. Andre handler om praksis og om et stærkere samarbejde på tværs af myndigheder og ressortområder. Fælles for alle anbefalingerne er, at vi som samfund skal tage ansvar for en børnegruppe, der på en lang række parametre er særligt udsat og i juridisk forstand derfor bør have særlig beskyttelse.

 

Børn straffes unødigt

Statistisk set er børn af indsatte nemlig i højere grad udsat for mobning og stigmatisering og vokser oftere op i hjem med fysisk og psykisk sygdom, fattigdom, dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet og dårlige netværk, end børn generelt. Det er samtidig en børnegruppe, som vi ikke hører meget til, men som bærer en tung byrde for kriminalitet, de ikke har nogen andel i. Derfor har vi ifølge sekretariatsleder i SAVN, Elisabeth Toft Rasmussen, et særligt ansvar for at tage vare på dem.

- Børn straffes unødigt hårdt, når deres forældre fængsles. Udover at de skal leve med, at mor eller far ikke er der til at putte, følge i skole eller dele ting med i hverdagen, skal de også leve med, at omverdenen ser ned på dem og deres familie – og dertil et system, der nogle gange spænder ben for at kunne opretholde relationen til deres indsatte forælder. Det kan vi ikke være bekendt. Vi skylder de her børn at give dem så gode barne- og ungdomsliv som muligt og at vi anerkender dem som selvstændige individer med egne rettigheder.  

Læs hele rapporten med SAVNs anbefalinger til rettigheder til børn af indsatte

Næste
Næste

SAVN Finalist til IKEA Naboskab