Jens og Lottes søn har ADHD og færdes på kanten af loven: "Det var et chok, da Emil skulle i fængsel, men vi var ikke overrasket"
Emil sammen med sine forældre, som han boede hos, da han blev løsladt. Illustration: Morten Lykke Larsen
20-årige Emil har været involveret i fem bilulykker på få år. ADHD gør ham impulsiv og får ham gang på gang i nye problemer – og i fængsel, hvor mange indsatte har samme diagnose.
Af Morten Lykke Larsen, SAVN
Det fremmede hus har fået skader på facaden, men værre står det til med bilen, som han øjeblikket forinden mistede sin kontrol over og bragede ind i husmuren med. Køretøjet er totalskadet. Emil er også kommet til skade i det, der er hans femte bilulykke på få år.
Han har ikke noget kørekort. For nogle år siden var han tæt på at få et, men så gik det galt for ham, hvilket det så ofte gør.
Til gengæld har han ADHD. Diagnosen fik han, da han var 13 år, og medicinen, der ellers kan lægge en dæmper for den impulsive og ofte fandenivoldske adfærd, stoppede han med at tage for flere år siden.
”Emil biluheld sker, når han har det dårligt og ender i forkert selskab”, siger Jens, der er i gang med at opremse de biluheld, som sønnen har været involveret i.
Det er tålmodige skytsengle, der igen og igen holder deres hænder over Emil, når han med hash eller alkohol i blodet har mistet herredømmet over hestekræfterne, lyder det fra Lotte, der er hans mor.
Emil er flere gange kørt i grøften, hvilket blandt andet skete, da han for nogle år siden faldt i søvn bag rattet på en firmabil. Sidste år var det så tæt på at gå helt galt, da det var her, at han en sommernat bragede ind i husfacaden.
Hverken Jens eller Lotte bryder sig om, når det ringer uventet på deres hoveddør.
“Så får vi begge to tanken, hvorvidt der står to betjente derude med hatten i hånden for at forkynde budskabet om, at nu er han død i en trafikulykke.”
”Så får vi begge to tanken, hvorvidt der står to betjente derude med hatten i hånden for at forkynde budskabet om, at nu er han død i en trafikulykke”, siger Jens.
”Det er det samme, når der er nogen, der ringer fra ukendt nummer”, siger Lotte, der er i midten af tresserne og uddannet sygeplejerske.
Hun sidder ved siden af sin mand ved familiens spisebord.
På en væg hænger en opslagstavle, hvor der med knappenåle er fæstnet familiefotos med smilende ansigter på.
”Vi er en kernefamilie”, siger Jens, der er i midten af halvtredserne og arbejder med økonomi.
På et af billederne ses Emil, der står med en arm om sin lillesøster. Han smiler og ligner det, der kan beskrives som enhver anden ung mand på 20 år. Men hvor de fleste jævnaldrende er i gang med en uddannelse eller passer et job, står det anderledes til med ham.
Emil med armen om sin lillesøster. Illustration: Morten Lykke Larsen
”Vi havde ikke kendskab til fængselsvæsenet. Det var en ny og skræmmende verden, som vi skulle forholde os til, da Emil fik en ubetinget dom”, siger Jens.
Ligesom mange andre danskere, der har afsonet eller stadig sidder i fængsel, lider Emil af ADHD. Kriminalforsorgen har ingen tal på, hvor mange af landets indsatte, der har ADHD, men tal fra udlandet har vist, at det meget vel kan være omkring halvdelen af alle fængslede, der har den medfødte forstyrrelse i hjernen.
Personer med ADHD er ofte hyperaktive og handler spontant, og her kommer de biler, som Emil flere gange er kørt galt i, ind i fortællingen igen.
”Bilerne er en stor del af hans identitet. Hurtige biler, store biler. Det giver respekt i omgangskredsen, og så er det en nem måde at komme rundt på”, siger Jens fra sin plads i spisestuen i det røde murstenshus, der ligger i en landsby et stykke udenfor Aarhus.
Om aftenen kører den nærmest bus kun én gang i timen, hvilket ikke harmonerer med den impulsive adfærd, der har det med at skubbe Emil ud i problemer.
Sådan gik det også en aften, hvor der var fest nede i kælderen på Emils værelse. Jens og Lotte var gået i seng, da kælderselskabet besluttede sig for at rykke videre til en ny fest. Vennerne steg ind i én bil og kørte ud i natten, de efterlod Emil tilbage i huset. Han tog sin fars bilnøgler, satte sig ud i bilen og kørte i den retning, som vennerne forinden var forsvundet ind i mørket på. Og sådan kørte Emil galt igen.
Et særligt barn
Emil var ikke særlig gammel, da hans forældre fik fornemmelsen af, at han ikke var som de fleste andre børn.
”Vi blev klar over, at han var anderledes, da han var helt spæd. Der var bare ingen, der ville høre det”, siger Lotte.
At der var noget særligt ved ham, blev endnu mere tydeligt, da han startede i skole, hvor han tit endte i slåskampe, så Jens og Lotte fik de andre forældre på nakken.
”Der var en skoleleder, der på et tidspunkt sagde om Emil, at han kunne vælge mellem at blive direktør eller bandeleder”, erindrer Jens.
“Der var en skoleleder, der på et tidspunkt sagde om Emil, at han kunne vælge mellem at blive direktør eller bandeleder.”
”Han har egenskaberne til at blive leder, og så har han et ekstra gear, hvilket mange med ADHD jo har. Emil ville kunne gå hele vejen, hvis han fik muligheden for det, hvilket han gjorde, da han kørte motocross. Han var jo pissedygtig til det”, siger han.
Faktaboks om ADHD:
ADHD er en opmærksomheds- og hyperaktivitetsforstyrrelse.
ADHD er en forkortelse for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Diagnosen hedder på dansk ‘Hyperkinetisk forstyrrelse’.
Voksne personer med ADHD har kortere uddannelser, lavere indkomst, kortere ansættelser og skifter hyppigere job end andre.
Statistikker viser, at personer med ADHD også har en større risiko for at komme ud i kriminalitet.
Kilder: Psykiatrifonden, ADHD-Foreningen.
Hvor Emil slingrede og hakkede sig gennem sin skolegang, der bestod af et utal af ufrivillige pitstop uden for døren og et skift til en specialskole, var det anderledes, når han satte sig på motocrosscyklen. Den rastløse dreng forvandlede sig, når han tog hjelmen på, og så flåede han gashåndtaget i bund med en brølende beslutsomhed om at komme fremad.
”Han kørte cross i en del år. Det er supergodt til drenge med ADHD. På en crossbane er der ikke så mange regler. Det er med albuerne, du kommer fremad,” siger Jens.
Men for fem år siden gik det helt galt. En af Emils kammerater var ude at køre på en motocrossbane, hvor han kom buldrende derudad på en ATV, men midt i et hop faldt han af den tunge firehjulstrækker, som han endte med at få ned over sig. Ulykken kostede vennen livet, og episoden gjorde, at noget ændrede sig i Emils adfærd, forklarer Lotte.
”Fra det tidspunkt blev han helt ustyrlig. Han drak sig fuld og huggede Jens’ bil”, siger hun.
Dårligt selskab
Der er flere bivirkninger ved at tage ADHD-medicin, og en af dem, der påvirkede Emil mest, var, at han mistede appetitten og nærmest stoppede med at spise. Han valgte at stoppe med at tage pillerne, og rastløsheden og uroen i kroppen dulmede han i røgskyer fra joints.
”Han begyndte at selvmedicinere sig selv med hash, hvilket ledte ham ind i det, som man kan kalde for dårligt selskab”, siger Jens.
Emil var stadig teenager og boede på sit kælderværelse, og når han ikke var hjemme, færdedes han på kanten af loven. En konstant følelse er stress lagde sig over huset, hvor Jens og Lotte begyndte at holde øje med de biler, der kørte forbi ude på gaden.
”Jeg har været bange for Emil. Han er flere gange gået fuldstændig amok. Han smadrede vinduer og splittede sit værelse ad”, siger Lotte.
Jens peger ud i haven.
”Det var derfor jeg fik et shelter derude. Så jeg kunne få lidt ro.”
Unge og voksne med ADHD har en større risikovillighed end andre mennesker, og derfor ser man mere kriminalitet, fordi impulsiviteten og manglen på konsekvensforståelse træder frem.
Flere gange har Jens og Lotte taget den tunge køretur til retten, hvor de trofast har siddet på tilhørerrækkerne, når Emil har været på anklagebænken.
"Hold da kæft, hvor var det hårdt. Det var jo min dreng, der sad på anklagebænken, men han havde også brug for os. Han var jo under 18 år, så selvfølgelig skulle vi være der”, siger Lotte.
“Hold da kæft, hvor var det hårdt. Det var jo min dreng, der sad på anklagebænken, men han havde også brug for os.”
I efteråret 2020 blev der sat et punktum for rækken af de betingede domme, som Emil ellers var sluppet ud af retslokalerne med.
Han blev idømt en ubetinget dom og skulle afsone en fængselsstraf bag tremmer.
”Selvom vi siger, at det var et chok, at Emil skulle i fængsel, så var det jo alligevel noget, vi tænkte på kunne ske”, siger Lotte.
Emil skulle afsone i et åbent fængsel omkring to timers kørsel fra familiens bopæl.
”Det første, der gik op for mig, var, hvor tabubelagt det er at have en søn, der sidder i fængsel”, siger Jens.
Han fortsætter:
”Jeg arbejder med økonomi, hvilket er et område, hvor tingene bare skal være i orden. Jeg følte, at det at have en søn, der sad i fængsel, kunne få andre folk til at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg nu selv kunne holde fingrene fra pengekassen.”
Selvom Emils forældre kalder det for en sorg, at deres søn skulle i fængsel, gav de seks måneder, hvor han afsonede sin dom, også en form for ro i maven på hele familien.
”Emil havde det faktisk rigtig godt i fængslet. Der var jo fuldstændig struktur og rammer for hverdagen”, siger Lotte.
Bekymringerne for, at sønnen igen skulle køre galt i en bil, blev også lagt på hylden for en stund.
”Det lyder lidt skørt at ønske sig hen, at han skulle sidde i fængsel, men så vidste vi jo, hvor han var”, forklarer Jens.
Brandslukning
Det er ikke kun friheden, der venter, når indsatte løslades fra landets fængsler og arresthuse. Mange løsladte møder en usikker tilværelse, da de hverken har job, bolig eller ressourcestærke netværk, når de går ud af fængselsporten.
I Emils tilfælde blev det aftalt, at han kunne bo hjemme hos sine forældre i nogle måneder, mens der blev arbejdet på at finde et sted, hvor han kunne flytte hen.
Læs også: Tine Aurvig-Huggenbergers søn sidder i fængsel: “Magtesløsheden er rædselsfuld”
”Han var jo havnet på gaden, hvis han ikke havde haft os i den situation”, siger Lotte, der forklarer, at det i den første tid, efter Emils løsladelse, gik godt med at have ham boende på kælderværelset.
Men der gik ikke længe, før den positive udvikling, der blandt andet indebar, at Emil overholdt sine aftaler, blev afløst af det hashmisbrug og den omgangskreds, der før fængslingen prægede hverdagen for den østjyske teenager.
”Vi kunne ikke magte det herhjemme. Det var brandslukning hele tiden”, siger Jens, der ligesom Lotte har været sygemeldt med stress som resultat af den pressede hverdag i huset.
“Vi kunne ikke magte det herhjemme. Det var brandslukning hele tiden.”
Omkring juletid kulminerede det. Emil havde sagt til sine forældre, at han i hverdagene fik et lift af en kammerat, der kørte ham til det job, som han havde fået. Virkeligheden viste sig at være anderledes, og en morgen fik Jens øje på firmabilen henne ved byens kirke, men der var ingen kammerat – blot Emil, der sad bag rattet på bilen.
”Emil var skæv mere eller mindre hele tiden. Bilen havde han til at holde der, så han selv kunne køre i den”, siger Lotte og fortsætter:
”Det hele sejlede bare, og jeg måtte sige til ham: »Ved du hvad, Emil? Nu er vores grænse nået.« Vi kunne ikke gøre mere. Der var jo også Emils lillesøster, som vi også skulle tage os af.”
Emil flyttede hjemmefra, og nu bor han i en lejlighed i nabokommunen. I det røde hus sidder hans forældre tilbage med en følelse af, at der ikke bliver gjort nok for at hjælpe de danskere, der har ADHD og som færdes på kant med loven.
”For mig at se, så taber vi mange unge mennesker, der potentielt vil kunne bidrage til samfundet, på gulvet”, siger Jens.
“For mig at se, så taber vi mange unge mennesker, der potentielt vil kunne bidrage til samfundet, på gulvet”
En kontaktperson fra den kommunale psykiatri skal hjælpe Emil med at få hverdagen til at fungere, men ifølge hans forældre begrænser ordningen sig til én time om ugen. Ellers er det småt med tilbud, lyder det fra Jens og Lotte, der ønsker, at deres søn vil begynde at tage sin ADHD-medicin igen.
Selvom Emil hverken har et job eller er i gang med en uddannelse, så ser Lotte flere indikatorer, der peger positivt på fremtiden. ADHD kan ændre sig med alderen. Mange voksne oplever, at hyperaktiviteten bliver mindre, men for nogle varer den hele livet.
”Han bliver mere og mere fornuftig med alderen”, siger Lotte, der så godt som dagligt har kontakt til Emil.
”Jeg bruger meget min telefon til at sende masser af hjerter og kærlighed. Det var en øjenåbner for mig, da vi begyndte at skrive sammen på den måde. Vi kan skrive om ting, der er svære at få sagt, og som Emil ellers ikke vil høre om.”
Optankning af ressourcer
Der lå en folder i fængslet, da Jens og Lotte var på besøg hos Emil. Folderen var fra SAVN, som ægteparret ikke kendte til. Men det kom de til. De valgte at tage kontakt til den lille pårørendeforening, og siden har de været med på flere af SAVN’s weekendophold.
”Det kan være enormt svært at række ud efter hjælp, men det er det eneste rigtige at gøre. Der er større chance for, at I som ægtepar bliver sammen, hvis I får tanket op på ressourcer og får noget familierådgivning”, siger Jens.
“Det kan være enormt svært at række ud efter hjælp, men det er det eneste rigtige at gøre.”
“Det er fandme en hård besked at modtage, når du som mor får at vide, at din søn skal i fængsel, men i SAVN blev vi mødt af en imødekommenhed og forståelse," siger Lotte.
Det gælder om at åbne op om, hvad der er sket, når du er pårørende til en indsat, forklarer Jens:
”Jeg tror, at mange pårørende til indsatte begår den fejl, at de ikke taler om det på deres arbejdsplads. Det var en stor støtte for mig, at de på mit job vidste, hvad vi gik igennem herhjemme. Hvis man først begynder at kæmpe med et skrantende parforhold og et skrantende arbejdsliv, så bliver det endnu sværere.
Jens og Lotte er opdigtede navne, da de ønsker at være anonyme, og dét ønske har vi i SAVN indfriet for at kunne fortælle deres historie.