Caroline bruger weekenden med andre unge, der har en forælder i fængsel: ”De er helt almindelige mennesker præcis ligesom mig”
Carolines tur til Fyn og ungeophold starter under uret på Hovedbanegården. Illustration: Morten Lykke Larsen, SAVN
Denne reportage er skrevet af 15-årige Caroline, og teksten er blevet til som en del af hendes skolepraktik i SAVN.
Jeg møder op på Københavns Hovedbanegård fire minutter for tidligt. Tjekker telefonen: “Jeg står under uret. Har en gul skjorte på og er omkring 203 centimeter høj, så jeg er nem at spotte”, står der i beskeden.
Jeg kigger rundt og spotter ham. Jeg går over mod ham og bliver med det samme mødt med et smil. Han rækker hånden ud. “Rune” siger han smilende, og jeg smiler tilbage og rækker selv hånden ud. Rune er i midten af tyverne og opholdsmedarbejder på SAVN’s ungeophold, som vi er på vej til.
Ved siden af ham står der to andre unge, vi smiler til hinanden. De er jo bare helt almindelige mennesker, præcis ligesom mig, og jeg har lidt svært ved at forestille mig, at de også har en forælder i fængsel.
Togturen er egentlig ikke så lang, og der hopper flere og flere unge, der er i samme situation som mig, på på hver station. Nogle kender hinanden fra tidligere ophold, andre er nye ansigter.
Vi ankommer på Odense Station og går hen til 7-Eleven. Der står en lille gruppe af unge, som ikke var med toget fra København. Rune går med over til dem for at hilse på, og kort efter hilser vi alle sammen.
Jeg har præcis den samme taske som en af de andre piger, der kommet med toget fra Jylland. ”Flot taske”, siger hun. “Jo tak, i lige måde”, siger jeg tilbage.
“ Jeg har præcis den samme taske som en af de andre piger, der kommet med toget fra Jylland. ”Flot taske”, siger hun. “Jo tak, i lige måde”, siger jeg tilbage.”
Hele det hold, vi nu har etableret, begynder stille og roligt at gå ned imod taxaen, der skal hente os, vi sætter os ind og kører mod Faaborg.
Vi ankommer til hytten, og ude foran står der to mennesker. Jeg træder ud af taxaen med mine tasker over skuldrene, og igen bliver jeg mødt af store smil, hvorefter vi unge bliver fordelt på de to sovesale efter køn.
”I kan bare gå i gang med at rede sengene nu, og så kommer I ned bagefter”, siger en voksen.
Mig og nogle af de andre piger fordeler sengene ud, vi begynder stille roligt at snakke om skole. En af pigerne siger, at hun går på efterskole, en anden pige er, ligesom mig, i gang med niende, mens den sidste går i syvende klasse. Vi konkluderer, at det er alt for svært at møde op klokken otte om morgenen.
Hende på min alder venter på mig, til jeg er færdig med at rede sengen. “Jeg er næsten aldrig i skole, jeg kan slet ikke koncentrere mig”, siger hun. “Ja, præcis. Det er sidste år af folkeskolen, men jeg kan ikke engang klare at sidde i klasselokalet”, siger jeg. “Ja, det er svært at koncentrere sig, når det er som om, ens hoved er med far i fængsel”, siger hun.
“En, der forstår mig - ikke en, der prøver at give mig en eller anden bullshit-peptalk.”
ENDELIG! Her møder jeg en, der ikke sidder og skal fortælle mig, at jeg skal finde en måde at lære at koncentrere mig på. En, der forstår mig - ikke en, der prøver at give mig en eller anden bullshit-peptalk om, hvordan jeg er stærk, og at jeg nok skal klare mig igennem det, hvilket jeg allerede har hørt mindst en million gange. Det er virkeligt rart, vi griner.
Det er lang tid siden, far kom i fængsel, og det har været det eneste, der har kørt oppe i hovedet på mig. “Er far okay?”. “Har han nogle at snakke med?”. ”Får han spist noget ordentlig mad?”. “Ej, hvor jeg håber, far ikke roder sig ind i nogle problemer derinde”. Non stop 24/7, men her på Sydfyn er det, som om jeg er på pause. Jeg skal ikke passe på min mor eller mine søskende.
Jeppe, der er i starten af tresserne og familieterapeut, kommer og henter os. “Så, piger. Nu er der mad”. Under aftensmaden bliver der snakket om alt mellem himmel og jord. Familieterapeuterne her er anderledes, de snakker ikke grimt om min far. Jeg elsker min far mere end nogen anden.
Jeg ved godt, han ikke er Guds bedste barn, men han er min far, og dét kan ingen tage fra mig. Familieterapeuterne prøver ikke at få mig til at afbryde kontakten til ham ligesom alle de andre psykologer, jeg har været til. De prøver derimod at hjælpe mig med, hvordan jeg kan sætte trygge rammer for kontakten til ham.
LÆS OGSÅ: Tine Aurvig-Huggenbergers søn sidder i fængsel: “Magtesløsheden er rædselsfuld”
Efter aftensmaden sætter alle sig i en rundkreds, og Jeppe begynder at tale.
“Vi laver den her runde på hvert ophold. Nogle ansigter er velkendte, mens andre er nye. Kan I fortælle, hvad I hedder og hvor gamle I? Og hvis I vil, kan I så kort fortælle en status om jeres pårørende, der er indsat?”
Det bliver min tur. “Hej, jeg hedder Caroline, jeg er 15 år gammel, min far sidder i fængsel, og det har han gjort i snart et år. Han har stadig ikke fået dom.”
“ “Hej, jeg hedder Caroline, jeg er 15 år gammel, min far sidder i fængsel, og det har han gjort i snart et år. Han har stadig ikke fået dom.””
Jeg snakker aldrig med nogen om min far. For hvis jeg snakker om det, betyder det, at det betyder noget. Hvis det betyder noget, betyder det, at det er rigtigt, og hvis det er rigtigt, så gør det ondt. Men lige her, lige nu, mens jeg sidder i den her rundkreds med mennesker som mig, der gennemgår det samme som mig, er det okay.
Runden kører videre, og mange af de ting, der bliver sagt, kender jeg fra min egen situation. Det er rart.
“Nu er der fri leg, unger. Om en times tid, kan I komme herned og spille brætspil.” Jeg går op på værelset, hvor de andre allerede sidder. Jeg sætter mig ved siden af en dreng, jeg aldrig har snakket med før. Vi ender med at sidde derinde og bare snakke i timer. Jeppe kommer og banker på. “Så drenge, så det ind på jeres eget værelse.”
Mig og de andre piger står på toilettet og børster tænder. Vi griner og hygger os. Ingen af os ligner hinanden, vi er faktisk alle sammen vidt forskellige, men vi har alle sammen en fælles forståelse for, hvordan det er at mangle en i vores liv. Vi snakker ikke om det, men ved bare, at vi forstår hinanden, og dét er nok.
Lørdag
Der bliver banket på døren. “Godmorgen, piger. Morgenmaden er klar om 15 minutter.” Døren bliver lukket, og jeg får taget mit tøj på og går jeg ned i fællesrummet, hvor de fleste allerede sidder rundt om bordet. Der er stor morgenmad, det er lækkert.
Den lille hytte er helt isoleret i naturen. Det er rart, jeg kommer selv fra byen, og det er ikke særligt tit jeg er i skoven. Nu er vi allesammen på gåtur, og undervejs leger vi nogle lege, som en naturvejleder, der også er med på gåturen, har forberedt. Det er hyggeligt, og på turen snakker jeg lidt med Jeppe. Vi snakker om min far, og han fortæller mig om, at han har forældregrupper i fængslet, og jeg finder en form for perspektivering.
“Det føles trygt, der er ikke nogen, der kender mig udenfor opholdene her. Jeg ved, at alt, hvad jeg siger, bliver her.”
Nu er det tid til gruppesamtaler. Vi bliver opdelt i to hold, jeg er på det første. Udenfor har Rune sørget for, at der er lavet en hyggelig og lille rundkreds med sækkepuder og tæpper. Det føles trygt, der er ikke nogen, der kender mig udenfor opholdene her. Jeg ved, at alt, hvad jeg siger, bliver her.
En af de andre unge starter med at snakke, og vi lytter alle sammen. Det er rart, jeg kan genkende så mange af de ting, han føler og siger. Vores situationer er ret forskellige, men alligevel føler vi de samme ting. Jeg er ikke forpligtet til at sige noget, ingen forventer dét af mig. Når jeg sidder med min egen psykolog, så føler jeg, at jeg på en eller anden måde er lidt tvunget til at snakke, selvom jeg ikke rigtig har lyst. Men her har ingen dén forventning af mig. De andre forstår, hvordan det er, og de giver mig lyst til også at dele.
Efter en hyggelig runde er det tid til, at vi skal til Faaborg. Vi kører derned, og der bliver sunget i bilen, det er hyggeligt. Dem, der har lyst, bader, og bagefter går vi op til en meget hyggelig isbutik. Vi sidder i en lille gårdhave bag butikken.
Vi griner, vi snakker, vi hygger os alle sammen, sammen.
På ungeopholdet laves der skumfiduser over et bål.
Da vi er færdige med en god og stor aftensmad, sidder vi om bålet og laver skumfiduser, det er hyggeligt. Jeg troede, en weekend ville være lang tid, men det føltes som om, at der ikke engang er gået én time.
Søndag
Næste morgen er det tid til at gøre rent. Der bliver fordelt praktiske opgaver, og jeg går ud med skraldet fra pigetoilettet. Samtidig afholdes der individuelle samtaler, hvor der bliver fulgt op på alt, hvad man har snakket om dagen før. Vi får pakket sammen, og nu er det tid til farvelrunden. Vi sætter os alle sammen i en rundkreds og takker hinanden for weekenden.
“Det gør mig helt rørt, at I stoler på os nok til at fortælle de her ting. Det er jeg så taknemmelig for. Tak for jer, og tak for jeres tillid,” starter Jeppe med.
Runden kører videre, og til sidst er det min tur.
“Tak for den her weekend. Det har været rigtig hyggeligt. Jeg havde undervurderet, hvor meget det faktisk betyder at snakke med nogen, der kender til den situation, man selv står i".
Caroline er et opdigtet navn, da hun ønsker at være anonym, og dét ønske har vi i SAVN indfriet for at kunne bringe reportagen.
Læs mere om SAVN’s ungeophold ved at klikke her.