Høringssvar fra SAVN omkring stramning af udvisningsregler
SAVN har sendt høringssvar til Udlændinge- og Integrationsministeriet i forbindelse med Regeringens forslag om at stramme lovgivningen, så langt flere udlændinge, der begår kriminalitet, udvises.
Med forslaget ønsker Regeringen fremover at udvise alle udlændinge, der har fået en dom på minimum ét år – uden at tage hensyn til dennes tilknytning til og familieforhold i Danmark. Det vil ifølge os betyde, at langt flere børn vil opleve, at deres forælder bliver udvist og vil dermed være i strid med børnenes ret til familieliv.
Du kan læse hele SAVNs høringssvar herunder.
Høringssvar til Udlændinge- og Integrationsministeriet
Udlændinge- og Integrationsministeriet har anmodet om SAVNs bemærkninger til udkast til forslag til lov om ændring af udlændingeloven, hjemrejseloven, straffuldbyrdelsesloven, straffeloven og repatrieringsloven (Skærpelse af regler om udvisning, indførelse af elektronisk kontrol (GPS-fodlænke) og styrkelse af repatrieringsordningen og hjemrejsestøtten).
Det fremgår af den foreslåede § 26, stk. 3, at udlændinge, der idømmes en ubetinget fængselsstraf af mindst 1 års varighed for en række nærmere opregnede forbrydelser skal udvises af Danmark, medmindre ganske særlige hensyn taler afgørende derimod. Der skal således lægges udslagsgivende vægt på den begåede kriminalitet og kun helt undtagelsesvist kan den pågældende udlændings tilknytning til Danmark, herunder et beskyttet familieliv med herboende børn, føre til at der ikke sker udvisning.
Det er SAVNs vurdering, at forslaget vil føre til flere udvisninger af forældre til børn, der lever deres liv i Danmark. SAVN har fulgt børn af udvisningsdømte tæt gennem mange år og har derfor et indgående kendskab til deres situation. Det er SAVNs vurdering, at forslaget vil have en afgørende negativ betydning for børnenes udvikling og identitet og vil tilsidesætte deres ret til familieliv.
Det er for SAVN vigtigt at understrege, at børn af kriminelle aldrig må bære konsekvenserne af deres forældres handlinger. De er uskyldige – men rammes, når en forælder straffes. Børnene har brug for støtte, stabilitet og en stat, der beskytter dem og understøtter de forudsætninger, som er grundlaget for deres udvikling.
Efter SAVNs vurdering vil den foreslåede ændring ikke alene være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, således som det erkendes – og som der lægges op til – i lovudkastet.
Den foreslåede lovændring vil også kunne være i modstrid med Danmarks øvrige internationale forpligtelser, herunder FN’s Børnekonvention (artikel 3 og 9). Et spørgsmål, som ikke nærmere drøftes i lovudkastet. Børnekonventionens artikel 3 fastslår, at barnets tarv altid skal komme i første række i alle beslutninger, som påvirker et barn, og artikel 9 forpligter staten til aktivt at beskytte barnets relation til sine forældre – medmindre helt særlige hensyn gør indgreb nødvendigt.
En automatisk eller næsten-automatisk udvisningspraksis, hvor barnets situation ikke tillægges afgørende vægt, vil fratage det enkelte barn disse rettigheder, og en udvisningspraksis uden en konkret vurdering af barnets rettigheder vil derfor efter vores opfattelse være uforenelig med artikel 3 og 9 i Børnekonventionen.
Det er helt afgørende, at enhver udvisningsafgørelse, der vedrører en forælder til børn i Danmark, bygger på en individuel konkret vurdering, hvor barnets ret til identitet, stabilitet og familieliv tillægges afgørende vægt. En praksis uden denne vurdering vil ikke blot bringe Danmark i konflikt med Menneskeretten, men, hvad der er nok så vigtigt, vil også svigte barnet. Et barn, der allerede står i en udsat position og som har brug for sine forældre for at kunne udvikle sig positivt og vokse op i tryghed.
Vores anbefaling er derfor, at lovforslaget ikke vedtages i sin nuværende form, men ændres således, at der også fremover kan tages afgørende hensyn til børnenes eksistens og situation, inden en dømt far eller mor udvises af Danmark. Ikke af hensyn til den kriminelle, men af hensyn til børnene.