19-årige Tobias bryder tabu:
”Det er svært at besøge sin far i et fængsel”

SAVN LYD: Lyt med, når 19-årige Tobias Buhl fortæller om, hvordan det er at være ung og pårørende til en indsat.

Af Morten Lykke Larsen, SAVN

”Der gik omkring halvandet år, før jeg fortalte det til mine venner”, siger Tobias Buhl om fængslingen.

”Jeg syntes, det var så tabubelagt”, forklarer han.

Tobias Buhl var i skolen den formiddag, hvor hans papfar blev anholdt i Norge i forbindelse med en større narkosag. Politiet ransagede familiens hus i Østjylland, hvor han af sin mor fik fortalt, hvad der var sket.

”Jeg var ked af det, men også skuffet. Jeg havde ikke regnet med, at min papfar ville lave noget kriminelt”, siger Tobias Buhl, der gik i ottende klasse, da han fik sit liv vendt på hovedet af papfarens fængsling.

”Han var en del af min hverdag, og det var som om, at der blev taget en del af min hverdag”, siger 19-årige Tobias Buhl.

Det er fire år siden, at Tobias Buhls papfar blev anholdt og kom i fængsel. Selvom tankerne om fængslingen ikke fylder så meget, som de har gjort, så sker det, at Tobias Buhls tanker ryger ind bag fængselsmurene – og det sker tit, når han ser bestemte ting i hverdagen. Det kan blandt andet ske, når han ser et barn sammen med sin far.

”Så tænker jeg, at jeg mangler det her i mit liv. Min papfar er den eneste, som jeg har set som en faderfigur”, forklarer Tobias Buhl, der bor i Hedensted og læser til pædagog.

Nu bryder han tavsheden for at sætte ord på, hvordan det er at være ung og pårørende til en indsat. Lyt til podcasten, hvor Tobias Buhl også forklarer om det fællesskab, der opstår på SAVN’s ungeweekender, oppe i toppe af artiklen her.

Du kan også afspille podcasten i Spotify ved at klikke her.

På følgende platforme kan du også lytte med: IHeartRadio, Amazon Music / Audible, Deezer, Podcast Addict.

Caroline er vokset op med en far i fængsel

Lyt til hendes historie her