Lærer for et barn i familie med en fængslet 

Som lærer for et barn, der har et familiemedlem i fængsel, kan du i høj grad blive en vigtig voksen for barnet, og du vil have mange muligheder for at gøre en forskel i barnets hverdag. Din elev vil sikkert have brug for din støtte, så skolen kan være et trygt sted for barnet, hvis hverdag kan være fyldt med bekymringer, svære tanker og spørgsmål, som kan gøre det svært at koncentrere sig om andet.

Måske er du for første gang lærer for et barn, som er tæt på en indsat. Det kan også være, at du har stået i en lignende situation før. Uanset hvad kan du her på siden læse mere om de udfordringer, som mange børn med en fængslet mor eller far har, og om hvordan du kan få sparring og rådgivning fra SAVN.

  • Børnenes mest almindelige reaktioner

    • Social isolation

    • Angst og bekymringer

    • Koncentrationsbesvær

    • Mareridt og søvnproblemer

    • Fysisk ubehag som mavepine og hovedpine

    • Vrede og udadreagerende adfærd

    • Tristhed, sorg og manglende selvværd

  • Vær særlig opmærksom hvis:

    • Barnet påtager et sig stort ansvar for de voksne og bliver overdrevent hensynsfuld

    • Barnet trækker sig fra venner og fritidsaktiviteter

    • Barnet ikke vil i skole

    • Barnet viser tegn på angst og er meget bekymret

    • Barnet har voldsomme fantasier og mareridt

Gode råd til hvordan du kan støtte din elev


Vi har nedenfor samlet nogle generelle råd til dig, som er lærer for et barn af en fængslet.

  • Vær særlig opmærksom på barnet og husk på, at ændringer i adfærd også er et sprog.

  • Tal åbent med barnet og gerne i en struktureret kontekst, som du laver, men altid med udgangspunkt i det enkelte barns behov.

  • Det er vigtigt at huske, at børn ikke i sig selv bærer tabuer, men at tabuer bliver pålagt af de voksne.

  • Nogle børn fortæller om det, der er sket til alle, mens andre kun deler det med få tætte venner. Undersøg om familien og barnet har et ønske om at fortælle hele klassen eller kun barnets venner om situationen og hjælp gerne barnet, med respekt for dets ønsker, i denne proces.

  • En fængsling tæt inde på livet kan både afstedkomme, at barnet isolerer sig, og at klassekammeraterne stigmatiserer barnet. Det er derfor godt at være opmærksom på, hvordan barnet indgår i sociale fællesskaber i skolen og hjælpe barnet i den forbindelse. En del børn i denne situation føler sig udenfor og alene.

  • Vær opmærksom på, hvordan de andre børn italesætter situationen, tal gerne med dem herom og støt barnet i at sige til og fra.

  • Husk at enhver sag om fængsling er forskellig, og at børns reaktioner og behov kan være meget forskellige, og at det skal respekteres.

Hvis du har brug for rådgivning og støtte fra SAVN, kan du længere oppe på siden læse om vores telefonrådgivning og om muligheden for at sende en mail på: kontakt@savn.dk. Du er altid velkommen til at kontakte os, så vi kan hjælpe dig bedst muligt.

Børn af indsatte lever under svære vilkår

Hvis du har en elev i din klasse, som har en forælder i fængsel, kan det være en god idé at vide mere om, hvordan det rent faktisk er at være et barn med fængsling tæt inde på livet. Vi har derfor samlet vigtig viden om målgruppen til dig, der vil lære mere, så du bedst muligt kan hjælpe din elev. Det er vigtigt at understrege, at enhver sag om fængsling er forskellig, men informationerne kan alligevel pege på, hvilke udfordringer din elev kan have, som du skal være opmærksom på.

Kilde: Vive (SFI): Indsat Far, Udsat Barn?

  • Antal børn med fængslede forældre

    Omkring 5-6% af en børneårgang oplever, at mindst en af deres forældre afsoner en kortere eller længere dom i løbet af deres barndom. Det svarer til ca. 4000 børn om året, og det svarer også til, at der rundt regnet er én elev pr. klasse, der i løbet af sin barndom oplever at have en forælder i fængsel.

  • Ustabile skoleforløb

    Der er en større andel af børn af fængslede, der oplever skoleskift end børn generelt. Et skoleskift kan være helt udramatisk, men kan også være et tegn på en turbulent barndom.



  • Fravær

    Der er væsentligt flere børn af fængslede, der har pjækket flere gange end blandt børn generelt. Undersøgelsen viser, at skolens sociale fællesskaber kan være svære at indgå i og håndtere i tiden umiddelbart efter forælderens fængsling.


  • Faglige udfordringer

    Børn af fængslede giver i højere grad end børn generelt udtryk for, at de har faglige og sociale udfordringer. Flere børn fortæller, at de har svært ved at koncentrere sig om skolen, fordi deres tanker og følelser om den fængslede fylder.


  • Mobning

    Børn af fængslede oplever i højere grad end børn generelt at blive drillet eller mobbet i skolen, og nogle børn oplever at blive holdt uden for fællesskabet med deres klassekammerater. De børn har et særligt behov for at følges med støttende, stabile og trygge voksne. Ofte er det deres lærere, der er deres primære hjælper uden for familien.

  • Skrøbeligt netværk

    Hvis man sammenligner med andre børn og unge, går børn af fængslede sjældnere til fritidsaktiviteter, de har sjældnere venner med hjemme og har mindre kontakt til deres bedsteforældre end andre børn. Det tyder derfor på, at børnene har et skrøbeligt netværk uden for hjemmet.


Få sparring og rådgivning fra SAVN

 
  • SAVNs telefonrådgivning henvender sig både til pårørende af indsatte og til fagpersoner, som i forbindelse med deres arbejde møder børn og unge med et familiemedlem i fængsel.

    Du kan derfor ringe til os alle hverdage mellem 10.00 og 15.00 (torsdag frem til kl. 17) på tlf. 28 80 60 00. Hvis vi ikke tager telefonen, så indtal gerne en besked på telefonsvareren eller send en sms, så kontakter vi dig hurtigst muligt.

    Du er også velkommen til at sende en mail til os på: kontakt@savn.dk

  • Vi ved, at du som lærer til et barn, der er tæt på en indsat, vil kunne opleve, at barnet både får faglige og sociale udfordringer, da en del børn af indsatte får indlæringsproblemer og bliver stigmatiseret på grund af farens eller morens kriminalitet. Du kan ringe eller skrive til os og få rådgivning om lige netop de problemstillinger, som du oplever som vanskelige i forhold til det konkrete barn.

    Det er vigtigt at huske, at børn reagerer individuelt på en forælders fængsling. Nogle børn kan blive meget indadvendte og stille, mens andre bliver mere udadreagerende og kan virke mere følelsesmæssigt påvirkede af situationen. Deres reaktioner og behov kan være bestemt af tilknytningen til den indsatte, af barnets alder, dommens længde og i hvor høj grad barnet er involveret i det, der er sket, ligesom barnets generelle trivsel før fængslingen har afgørende betydning.

    Et af de spørgsmål vi ofte får er, hvad resten af klassen og elevens venner skal have at vide. Vi kan i samtalen rådgive dig om din rolle i denne proces og hjælpe dig med, hvordan du kan hjælpe din elev med at fortælle om situationen til sine venner eller til hele klassen alt efter barnets ønske.

    Der er dog også nogle forældre, som ikke fortæller deres børn tilstrækkeligt om fængslingen eller endda hemmeligholder fængslingen for barnet og for deres omgangskreds. Det kan være svært for familierne at finde ud af, hvordan de skal tale om fængslingen, og det kan de have brug for hjælp til, og derfor er det vigtigt, at du etablerer en tæt kontakt til elevens ikke-fængslede forælder. I SAVN mener vi, at et barn har ret til at vide, hvor deres forældre er. Derfor mener vi også, at børn skal vide, hvis deres mor eller far sidder i fængsel.

    Nogle gange sker fængslingen, mens barnet er til stede. Her kan der være nogle specifikke problemstillinger, som barnet har brug for at snakke om. I sådan en situation kan du også altid få rådgivning af SAVN.

    Vi ved også, at lærere ofte oplever, at eleven virker nedtrykt, har mindre overskud til det sociale fællesskab i klassen og har svært ved at koncentrere sig i skolen. Vi kan hjælpe dig med, hvordan du bedst muligt støtter eleven, så du kan være med til at gøre skolen til et trygt frirum for eleven.

    Du kan også altid ringe til SAVN, hvis du har kontakt til en familie, som kunne have gavn af vores familieophold eller vores weekendture for unge.

  • Når du ringer eller skriver til os, vil du få fat på én af vores rådgivere. Hvis din henvendelse er af socialfaglig eller juridisk karakter, vil du modtage rådgivning fra en socialrådgiver, som har flere års erfaring fra feltet og viden om målgruppens udfordringer, om Kriminalforsorgens rammevilkår og organisering og et indgående kendskab til de gældende lovgivninger på tværs af myndighederne.

Bliv klogere på børn og pårørende til indsattes vilkår og oplevelser ved at besøge SAVN’s underside Materialer og litteratur.

“Det var umuligt at følge med i skolen. Vi kalder det ‘bier på loftet’, og jeg var konstant forstyrret i mine tanker. Jeg tænkte på ham hele tiden, og så har man ikke plads til matematik, vel?”

— Nick, barn af indsat, 12 år