Debat: Når forældre varetægtsfængsles, straffes også deres børn

Mange børn af varetægtsfængslede får kun lov at se deres forælder én time hver anden uge. Giv dem bedre muligheder for at besøge deres forældre, ellers straffer vi dem for noget, de ingen andel har i, lyder det fra SAVN’s sekretariatsleder Elisabeth Toft Rasmussen i Dagbladet Information.

Læs hele debatindlægget, der blev udgivet den 21. februar 2024, her:

At se DR’s nye dokumentar »De mistænkte« ryster selv en fagperson som mig, der har brugt over 20 år af mit arbejdsliv på at arbejde med indsatte og deres pårørende.

I udsendelsen, der sætter fokus på den udbredte brug af varetægtsfængslinger i Danmark, medvirker blandt andet 42-årige Britta Jensen. Hun blev frifundet efter syv måneders varetægtsfængsling og lider i dag, seks år senere, af PTSD efter fængslingen. Også for hendes 15-årige søn, Mathias, har oplevelsen haft store psykiske konsekvenser og blandt andet resulteret i, at han nu lever med angst.

Selv om det er smerteligt at se, at familien her adskillige år efter mødet med det danske fængselsvæsen fortsat er voldsomt mærket, har dokumentaren været med til at sætte fokus på situationen omkring danske varetægtsfængslinger.

174 dages varetægtsfængsling

På bare fem år er en gennemsnitlig varetægtsfængsling i Danmark steget fra 99 dage til 174 dage, og det har store konsekvenser for de varetægtsfængsledes familier. I december 2023 udtrykte FN’s Torturkomité bekymring for, at varetægtsfængslingerne bliver længere og længere, og i forrige uge kom det frem, at Folketingets Ombudsmand i 2024 sætter fokus på de indsattes besøgsvilkår.

Ovenstående tiltag og den aktuelle debat giver håb om, at man på Christiansborg snart vil gribe ind og begrænse brugen af varetægtsfængslinger. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at varetægtfængslinger kun må anvendes, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke er fundet tilstrækkelige. I første omgang af hensyn til de varetægtsfængslede, men det er også afgørende vigtigt, at vi ikke glemmer børnene.

I foreningen SAVN, der yder støtte og rådgivning til pårørende til indsatte, mærker vi tydeligt, hvordan den stigende brug af varetægtsfængslinger rammer de familier, der står tilbage på den anden side af fængselsmuren, og hvordan de særlige besøgsvilkår, som er gældende under varetægtsfængslingen, påvirker de sigtedes børn.

En halv times besøg om ugen

Især hvis deres fængslede far eller mor er underlagt det vilkår, der hedder brev- og besøgskontrol. Det sker for over halvdelen af alle varetægtsfængslede. Varetægtsfængslede med brev- og besøgskontrol har kun ret til ét besøg om ugen af en halv times varighed eller ét besøg hver 14. dag af én times varighed, og der er altid en politibetjent til stede under besøget. Betjenten skal overvåge, at der ikke bliver talt om sagen.

LÆS OGSÅ: Debat: Vi skal ikke straffe børn med højt skolefravær, men støtte og hjælpe dem

Det er ikke et sjældent syn, at du i Danmark sidder varetægtsfængslet i ét år eller mere, før skyldsspørgsmålet afgøres, hvilket skaber en stor usikkerhed hos den indsattes barn, der i al den tid ikke kan få svar på, hvad der er sket.

Personalemanglen i Kriminalforsorgen er medvirkende til, at mange af landets varetægtsfængslede tilbringer 23 timer i døgnet alene i en lille celle. At være overladt til sig selv i så mange timer kan på selv kort tid være ødelæggende for det mentale helbred. I SAVN taler vi ofte med bekymrede forældre, der vælger at skærme deres børn fra at se den voldsomme ubalance, som deres indsatte far, mor eller storesøskende ofte bringes i på grund af varetægtsfængslingens særligt opslidende vilkår.

Men selv om et arresthus ikke er et sted for børn, er det utroligt vigtigt, at barnet kommer på besøg og snakker med og ser sin far, mor eller søskende, da det næsten altid beroliger barnet, medmindre den varetægtsfængslede har det virkelig dårligt. Ellers er barnet overladt til sin egen fantasi og forestillinger, som hurtigt kan overtage hverdagen og gøre det svært at koncentrere sig i skolen og være sammen med kammeraterne.

Vigtig kontakt

Det er en skam, at besøgsvilkårene er så kritisable, når vi ved, at kontakten er afgørende for, hvordan familien klarer den livsomvæltende situation, det er, når mor eller far kommer i fængsel. Kontakten er også vigtig for den fængsledes resocialisering efter løsladelsen.

Det er derfor godt, at situationens alvor er ved at gå op for politikerne og landets dommere, som bør huske børnene, hver gang en mor eller far varetægtsfængsles. Vi risikerer at straffe børn, der ikke har nogen andel i det, der er sket.

SE VIDEO: Forsvarsadvokat Erbil Kaya svarer på spørgsmål fra pårørende til indsatte

Børn af indsatte har brug for, at de voksne, som har ansvaret for de mange og lange varetægtsfængslinger, får øje på dem. De skal have rettigheder og hjælp, så konsekvenserne af en forælders varetægtsfængsling, om den er berettiget eller ej, ikke kommer til at præge deres barn- og ungdom i mange år efter. Således som det er tilfældet for 15-årige Mathias fra »De mistænkte«, der betaler en helt urimelig høj pris for politiets og anklagemyndighedens ønske om at fastholde Britta Jensen i en varetægtsfængsling, der strakte sig over 225 dage.


Forrige
Forrige

Kom med på SAVN’s weekendture for unge

Næste
Næste

Udvidet åbningstid af SAVN’s telefonrådgivning